Husets historie

Fra idé til virkelighed

12. oktober 2006 blev Anker Fjord Hospice indviet. Det, der i begyndelsen af 1990’erne begyndte som en tanke hos Ib Malgaard Lauridsen, var nu blevet til virkelighed.

Ib var entreprenør i Ringkøbing, og mistede i 1992 først sin mor og over en kort årrække siden sin søster, sin faster og en god ven, der alle døde af kræft. Han oplevede, hvordan det almindelige sygehus ikke havde mulighed for at tilbyde de døende nogen former for privatliv i den sidste tid, og det satte sig dybe spor.

Ib var en foretagsom mand, der klarede sig godt som entreprenør. I 2003 fik han en blodprop og inddrog for første gang sin hustru Bente og sine børn i sine tanker. Han ville donere 20 millioner kroner til et hospice. Formen havde han tegnet på en serviet. Bygningen skulle have form som et anker.

1. marts 2005 godkendte daværende Ringkjøbing Amt projektet og Ib nåede selv at være med til rejsegildet 16. november samme år. Det var sidste gang, han så byggeriet, inden han døde i hjemmet i Ringkøbing 10. januar 2006.

Bygherre på projektet var sønnen Søren Malgaard Lauridsen. Bygningen har form som det anker, Ib så for sig.

Ib Malgaard Lauridsen fik kastet sit anker, hvor han ønskede det.